Skønneste Vietnam

Torsdag aften ankom vi endelig til vores hotel midt i “Old Quarter” af Hanoi. Bufar(min far) sad klar i receptionen og fik en kæmpe velkomst af os alle. Han var ankommet tidligere på dagen efter to nætter i Dubai. Vi fik vores værelser og gik alle sammen op i hotellets restaurant som samtidig var en rooftop bar, for at få middagsmad og catche up. Næste morgen sov vi længe og efter morgenmaden tog ungerne en pooltur, der lå på samme sted. Der er virkelig varmt i Hanoi, så en pool er at foretrække. Når hotellet som vores lå i den gamle bydel, hvor alle husene er høje og smalle, er eneste mulighed for en pool, at placere den på taget.

Vores hotel “The Tirant Hotel” lå midt i al mylderet i hjertet af byen. Når man har bevæget sig rundt i Phnom Penh i Cambodia, var trafikken i Hanoi ikke noget der skræmte os. Bufar derimod var lidt nervøs, når vi gik rundt i gaderne med ungerne i hånden og motorcyklerne drønende forbi.

Der er så mange boder og butikker på hver gade og de sælger stort set de samme ting. Man ser ofte ti helt ens butikker ligge side om side og undrer sig over, om de mon alle får solgt deres ting, eller bare nogle. I gamle dage solgte hver gade sine ting-en gade var madgaden en anden frugtgaden og en tredje skogaden. Det er mange steder fortsat det samme, og den gade vi boede i bugnede af frugt og grønt samt madvarer lige fra kød der blev hakket på gaden og diverse fisk som blev renset i store baljer. Lydende og duftende var mange. Man spiser fantastisk i Vietnam og der er flere spisesteder, hvor man godt tør kaste sig ud i mere avanceret spisning, Bufar holdt sig dog mest til forårsrullerne-dem er man ret sikker på kan spises efter den gang friture de bliver kogt i. Men gadekøkkenerne holdt vi os fra.

Vi havde tre hele dage i Hanoi, hvor det meste af tiden gik med at slentre rundt i gaderne i den gamle bydel og nede ved den store sø Hoan Kim Lake, der er byens åndehul. Her kørte ungerne også rundt på elektriske biler som især Walter var ret stor fan af. En af dagene fik min far og jeg massage, hvilket blev foretaget af to blinde, der famlede sig frem, men til gengæld udførte en skøn omgang massage. Det blev også til fodbehandling til bufar og mig sammen med William og Frida. Vi lå på rad og række og fik nusset fødderne.

Vi havde en dag hvor vi gik en længere tur gennem byen. Først til en lille plads med en tro kopi (dog mindre) af Notre Dame Kirken i Paris, selvfølgelig opført af de franske kolonister, og kirken bar da også samme navn. Herefter til deres krigsmuseum der kronologisk tager os med gennem deres fædrelandskrige, som en hyldest til deres udholdenhed, at de har gennem tiderne mange gange har forsvaret landet og selvstændigheden og senest i nyere tid mod først franskmændene og derefter amerikanerne. Det var enormt spændende at se deres gennemgang af specielt den sidste krig. Her var amerikanske tanks, fly, kanoner, helikoptere etc. Alt sammen ud fra deres synsvinkel og man fik virkelig indtryk af, hvordan befolkningen havde bakket op med at transportere mad, primitive våben etc til fronterne. På samme boulevard som museet lå deres landsfaders mausoleum, Ho Chi Minh. En imponerende tempellignede bygning, hvor folket specielt om søndagen, hvor vi var der, står i kø i op til fire timer for at se hans balsamerede lig. Vi kørte kun forbi, på pedaldrevet rickshaw. Bufar og Kasper i samme, til stor fortrydelse for den lille vietnamesiske mand der svedende forlangte mere i betaling bagefter. “Too much beer”, sagde han og pegede på ihvertfald den største af maverne.

Efter fire dage i Hanoi blev vi hentet og kørt den fire timer lange tur ud til Halong Bay. Her skulle vi sejle rundt i Halong Bay i tre dage. Vi gik ombord på vores båd, der havde plads til ca 50 personer. Det var en træbåd i tre etager med restaurant og soldæk med bar på toppen. Efter en kort frokost og velkomst på båden blev vi indlogeret i to kahytter inden vi lagde fra kaj. Turerne rundt i Halong Bay er meget organiserede og vi var vel ca. 30 både, der stævnede ud samtidig. Området er meget stort, så lidt efter lidt blev bådende mere spredte. Vi fik meget hurtigt en fornemmelse af hvor storslået og smuk Halong Bay er med sine forskellige formede og størrelser af klipper der skyder op fra havet. Det var vanvittig smukt at glide roligt forbi disse klippeformationer. Der var arrangeret mindre udflugter fra båden og første stop var en perlefarm, hvor man kunne se hvordan de dyrkede østers perler af forskellig art. Tilbage på båden igen lagde vi til ved Halong Bays eneste strand på Titop Island-det var vi så ikke de eneste der gjorde. Ungerne syntes dog det var skønt at dyppe sig i havet. Om aftenen var der madlavning på dækket, hvor William og Frida lavede friske spring rolls. Bagefter blev der serveret en fem-retters menu. Vi sov skønt i vores kahyt og blev vækket ved at der blev fløjtet foran vores balkon. Her sejlede en dame rundt på en tømmerflåde med hendes barn og prøvede at sælge os chips, kiks og drikkevarer gennem vinduet. Efter morgenmads buffeten blev vi sejlet ud til en mindre båd. Her skulle vi tilbringe det meste af dagen. Den sejlede os først til en fiskerlandsby beliggende på flydepontoner på havet. Her boede ca. 150 fiskere i hver deres lille tømmerflåde hus uden strøm og vand. De brugte dog solcelle-energi. Vi blev sejlet rundt i landsbyen af en lokal dame i en mindre båd. Overalt var der lavet fiske-damme nede i vandet, hvor store fisk som hestemakreller, dolkhaler og andet svømmede rundt. William og Frida var nu mere interesseret i 6 små hundehvalpe, der legede rundt og også en smule nervøse for, om de drattede i havet. Da vi skulle til at gå sagde en af de lokale, at vi kunne tage en hundehvalp for 10 dollars. William og Frida var selvfølgelig fyr og flamme, men den gik vi trods alt ikke med til, selvom ideerne til hvordan vi kunne få den med hjem var mange. Selv her kunne man se at krigen påvirkede alle. Der hang et billede af en amerikansk jagerpilot der var blevet skudt ned i netop Halong Bay og fisket op af fiskerne i denne landsby. Vi havde pudsigt nok set et billede af samme pilot Alvarez på museet i Hanoi, da han var den første de havde haft held til at skyde ned i 1964. I den flydende fiskerlandsby var billedet dog spejlvendt og de skrev derfor han hed noget med Zer….. Vi blev nu sejlet til en lille bugt, hvor vi endelig kunne hoppe i havet. Det var virkelig varmt og man kunne ikke opholde sig på dækket så lang tid ad gangen, inden man fortrak sig til aircondition indenfor. Det var skønt at blive kølet lidt af og vi fik lov til at springe i fra øverste dæk 4-5 meter oppe fra. Inden vi sejlede tilbage til vores store båd lagde vi til ved en mindre grotte. Selvom Halong Bay er meget besøgt, var vi eneste i denne grotte. Da vi gik ind bemærkede vi godt at der var sneglehuse over alt. Et sted var der gravet et firkantet hul og man kunne se et meters lag langt inde i grotten. Vi fik fortalt at det var ferskvands sneglehuse og at man derved havde fundet ud af, at huleboere havde levet i grotten optil sidste istid 8-10.000 år siden, hvor deres føde var disse sneglehuse. I modsætning til de grotter vi har besøgt i Europa, så var der ikke afspærret ved diverse gamle fund som man kunne komme helt tæt på og sågar røre, samt gå overalt. William sneg også en enkelt lille snegl med i lommen-han var virkelig fascineret af at tænke en huleboer havde haft den i hånden og spist indholdet. Tilbage på vores båd slappede vi af, inden middagen, med drinks på soldækket-det var happy hour.Vi vågnede sidste dag i Halong Bay og blev endnu en gang sejlet til en grotte. Denne gang den største i Halong Bay, den er 5 km lang, men så langt kan man dog ikke gå ind i den. Der var dog ret mange andre både som også lagde til og vi gik nærmest i gåsegang gennem de tre store og flotte grotter. Varmen var dog helt ulidelig og sveden drev bogstaveligt talt af os. Efter lidt mad på båden lagde vi til kajs igen og kørt tilbage til Hanoi. Halong Bay var virkelig en meget anbefalelsesværdig tur.

Vi havde efterladt det meste af bagagen på hotellet i Hanoi. Sammen med Bufar gik vi ud for at spise inden vi blev hentet igen. Vi tog den store afsked med Bufar, der samme aften skulle retur til Danmark. Det var så hyggeligt at have ham på besøg og vi ville også godt have beholdt ham lidt længere. Vi blev nu hentet og kørt til stationen i Hanoi. Vi skulle nemlig med nattog syd på til Hoi An. Vi ankom i mørke til den yderst rolige banegård. Der var dog en del andre europæer, der også skulle med ombord. Vi fandt frem til vores kupé-vores egen med fire senge, men toilet på gangen. Klokken 20, blev der fløjtet til afgang og vi drønede gennem byen langs veje og yderst tæt på huse-nogle gange følte man, man blev ramt hvis man stak hovedet for langt ud. Det var om at holde hovedet inden for vinduet. Mange huse langs togbanen lå nogle gange kun en til to meter fra skinnerne. Kupéen var fin nok, men sengene meget korte, smalle og yderst hårde. Ungerne mærkede dog ingenting og efter en omgang godnatlæsning faldt de alle tre i søvn helt til næste morgen. Kasper og jeg (jeg delte seng med Walter) derimod vente og drejede os det meste af natten. Vi kom i tøjet næste morgen og fordrev tiden med iPads, bøger og at kigge på landskabet vi kørte igennem. Det var faktisk en rigtig fin måde at blive transporteret på frem for, at vi skulle sætte os op i et fly igen igen. Vi ankom til stationen i Da Nang som er den tætteste på Hoi An. Her fra tog vi en taxa videre til vores hotel-der var ca. en times kørsel. Vi kunne hurtigt fornemme at der var lidt roligere trafikmæssigt, og der virkede heller ikke helt så fattigt som i Hanoi.

Vores taxa havde en smule svært ved at finde hotellet, hvilket var klart da det åbenbart lå for enden af en smal vej/sti der førte midt gennem rismarkerne. Vi fik vores værelse-super dejligt og stort med udsigt over poolen og rismarkerne. På rismarkerne gik der store vandbøfler rundt og græssede. Hoi An er opdelt i tre områder-den gamle bydel, rismarkerne og stranden. Vi boede således i midten. Den gamle bydel kørte vi til på cykel på ca. 10 minutter. Walter bag på og Frida og William på hver deres voksen cykel. Frida klarede det super godt med Kasper ved sin side-da vi jo kørte rundt på veje med ret meget trafik. Den første aften kom vi ind til byen og slentrede gennem de hyggelige gader med butikker og farverige lanterner hængende over vejen. Hoi An er meget kendt for sine lanterner som man ser overalt og som klart bidrager til den hyggelige stemning. Vi fandt en restaurant-igen en af dem som går til et godt formål a la dem vi spiste på i Cambodia. Her var det gadebørn der fik uddannelse og bolig, og senere arbejde. Men som vi læste var det virkelig kun en fåtal, altså de allerbedste hvis man kan bruge den betegnelse. Da vi skulle hjemad var det blevet mørkt og en lidt større udfordring at cykle gennem gaderne, men vi klarede den alle mand.

Næste morgen sov vi igen længe og nød en rolig morgen ved den dejlige pool. Så var det op på cyklerne igen og ned mod stranden. Vi valgte at cykle gennem rismarkerne som var en del længere end den direkte vej, men også sjovere. Der er to strande i Hoi An, Cu Dai og An Bang.

Vi cyklede til An Bang og her fandt vi en skøn strandbar med pool, dj og skøn skøn mad. Ungerne badede rundt på nogle store flyde pontoner i havet og mødte to engelske drenge som de hyggede sig med hele dagen. Walter var mere til poolen, hvor han øvede sig videre på at svømme uden badevinger, mens der selvfølglig blev holdt skarpt øje med ham. Stranden var pæn og ren med hvidt sand og palmer. Om aftenen droppede vi cyklerne og hoppede i en taxa i stedet-det havde alligevel været lidt for skræmmende at cykle med tre børn især i mørke. Chaufføren tænkte åbenbart turen var lidt for kort så han tog os lidt på tværs af byen et par gange. Måske han trængte til at tjene lidt flere penge. I Hoi An holder man fullmoon lanterne fest på den 14. dag i hver måneperiode, hvilket vi var så heldige var nu mens vi var der. Vi gik ned til den lille flod ved den “Japanske bro”. Smukt var det med flere hundrede lanterner med lys i der flød på floden, men hold op hvor var det hektisk med de tusinder af mennesker og lokale som kaldte på én for, at man ville købe lanternerne eller sejle en tur i deres båd. Vi blev, som mange andre turister, lokket ud i sidstnævnte. Vi sejlede en kort tur ud på floden og satte lysene lanterner i vandet. Vi krydsede nu floden via den oplyste Japanske bro. På modsatte side fandt vi den skønneste restaurant-det kan vel sammenlignes lidt med Papirøen derhjemme, hvor der er flere mindre restauranter under samme tag. Alle en slags luksus gadekøkkener, Vy Market hedder det. Alt var virkelig lækkert og vi kastede os endnu en gang ud i de lidt mere avancerede og lokale retter.

Næste morgen blev vi hentet i bil og kørt ned til floden, hvor blev sejlet afsted af først William ved rattet, derefter Frida og til sidst Walter. De klarede det med bravour. Floden mundede ud i havet og delte sig, hvor vi så skulle kravle over i en såkaldt bambus-båd. Det var en helt rund båd, som en skål i vandet, flettet i bambus. Disse både bruger de lokale fiskere som deres fiskerbåde. William, Frida og Kasper i en og Walter og jeg i en anden. Vi sejlede omkring i kokos-plantagen, som var en anden type kokospalme end den vi kender. Denne er helt lav og vokser i vandet. Dens blade bruger de som tag på deres huse. Vi gjorde et lille stop tæt på palmerne, hvor vi fik udleveret en lille fiskestang til at fange lilla krabber med. Vi fangede tilsammen 7 små krabber. Langs floden så vi hvordan fiskerne boede og en fisker demonstrede også hvordan de kaster store net ud med lodder i enderne for at fange fiskene. William fik lov til at gøre ham forsøget efter, hvilket han klarede super. Vi blev sejlet ind til land, hvor vi nu gik med vores guide til et hus. Her boede vores guides chef med hans familie. Bordet stod dækket og der var også gjort klar til, at vi selv kunne gå i gang med madlavningen. Først skulle vi lave rismælk ud af ris og vand. Det hele blev hældt ned i en sten kværn og på skift gik vi i gang med, at kværne risene igennem “maskinen”. Rismælken skulle vi bruge til en lokal ret med pandekager. Den består af pandekager med hele små rejer, kylling og bønnespire. Disse pandekager lægger man ind i rispapir, ruller og dypper i diverse sauce-virkelig lækkert. Vi satte os til rette ved det flotte bord der bugnede af retter-forårsruller, rispapirsruller, risretter og grønsagsretter. Mens vi spiste ude på terrassen, blev der flere steder i huset dækket op med mere mad og drikkevarer opsat på et slags alter. Den ældste dame i huset gik nu og rundt og messede med røgelsespinde. Alt dette mad var ofringer til guderne med ønske om, at man fik lykke og godt helbred fremover. Vi fandt senere ud af, at når ritualerne var udført, samlede de maden ind igen og spiste et stort festmåltid i hele familien – selvom det havde stået udenfor i mange timer! Tilbage på hotellet igen havde vi en hel eftermiddag ved poolen, inden turen endnu en gang gik ind til byen, hvor vi igen spiste middag på samme sted som aftenen før. Vi fik shoppet lidt souvenirs-kimonoer til Frida, Walter og mig selv samt lidt andet til minde om Vietnam. Vi har efterhånden fået sendt tre tasker hjemad, men det er som om kufferterne ikke bliver specielt meget mindre. Det skal dog siges, at vi virkelig prøver at begrænse os i indkøb, men især ungerne(som har egne lommepenge med hjemmefra) har svært ved at holde sig fra fristelserne. Til eksempel købte William et stort fiskenet(som det han prøvede på bådturen) og det i sig selv vejer nok 5 kg.

Den sidste dag i Hoi An brugte vi igen på stranden. Vi købte aftensmad med hjem fra strandbaren som vi spiste på hotelllet, mens aftenen ellers stod på ipad og fjernsyn. Næste morgen gik turen til lufthavnen. 11 dage havde vi tilbragt i Vietnam og vi har været vilde med det. Hoi An er uden tvivl et sted, vi meget gerne vil besøge igen. Eksotisk, pænt, livligt, lokalt og skøn mad.